Bente Ilsøe•for 5 år siden I skriver: ”Sommerhusene er grundstenen for succesen, men vi har et endnu større oplevelsesøkonomisk potentiale.” Men kan man udnytte det store oplevelsesøkonomiske potentiale, som udviklingsplanen og potentialerapporten antager findes i kommunen, og satse på "markedsrelevant og arealintensiv udnyttelse" af naturen, uden at forringe kommunens naturværdier, og dermed kaste barnet ud med badevandet? Hvis rapporten havde undersøgt hvilke faktorer, der er afgørende for at folk vælger Odsherred at bo i og at besøge, ville man sandsynligvis have fået det svar, at det, som flertallet værdsætter mest, er smuk natur, rent badevand og fred og ro. DN Odsherred får mange henvendelser fra folk, der ikke ønsker at værdifuld natur bebygges bid for bid, og ingen vil være naboer til feriecentre, kæmpesommerhuse og eventpladser. DN Odsherred mener at der skal satses på at få mere og bedre natur i Odsherred, ikke mindre. Der skal afsættes tilstrækkelige ressourcer til at pleje værdifuld natur, til at opkøbe arealer, til at forbedre balancen mellem landbrug og natur og til at sikre offentlighedens adgang til naturen, uden den slides. Det skal sikres, at fredninger overholdes, og at plejeplaner bliver lagt og gennemført, og det skal prioriteres at få lavet temalokalplanen for sommerhusområderne, som fremmer biodiversiteten. Og kilderne til badevandsforureningerne skal stoppes. Det vil fastholde de eksisterende sommerhusejere, få dem til at bruge deres huse mere, og tiltrække flere korttidsbesøgende. Det er Odsherreds dejlige natur, der er ”oplevelsesproduktet”. Naturen behøver ikke at blive kommercialiseret, blot der er nok af den, adgang til den og den plejes og beskyttes. På vegne af DN Odsherreds bestyrelseBente Ilsøe.