Spring til hovedindhold

Ta’ en snor – træk et spor! Kunst og workshop i påsken

Vær med til at skabe et fælles kunstværk i Grundtvigsskolens gård

I foråret inviteres borgere og besøgende i Nykøbing Sjælland til at være med til at skabe et stort fælles kunstværk i gårdrummet ved Grundtvigsskolen. Projektet Ta’ en snor – træk et spor er en åben og legende kunstoplevelse, hvor alle kan være med – uanset alder.

Fra 25. marts til 12. april 2025 forvandles skolegården til et kreativt værksted under åben himmel. Her bygges et net af snore, hvor deltagerne kan kaste, flette og binde farvede bomuldssnore ind i strukturen. Langsomt vokser der et farverigt fællesværk frem – skabt af alle dem, der lægger vejen forbi.

Du kan komme alene, tage en ven med eller invitere din familie. Tag din mormor under armen, dit barnebarn i hånden – eller kom som du er. Med en snor i hånden kan du sætte dit eget spor og være med til at forme værket.

Et værk der vokser dag for dag

Kunstværket ændrer sig hele tiden. Hver ny snor tilføjer et nyt spor, og installationen udvikler sig i takt med deltagelsen. Også vejret, vinden og tiden på dagen er med til at give værket sit eget liv.

Når man kaster en snor op i luften, løfter man samtidig blikket – og måske ser man nye forbindelser og muligheder i det velkendte sted.

Performancekunstner Karoline H. Larsen, der står bag værket, fortæller:

“Ta’ en snor – træk et spor er en invitation til at skabe noget sammen i det offentlige rum. Når vi kaster en snor, sender vi også en forbindelse videre til andre. En snor har to ender – den ene kommer fra mig, og den anden kaster jeg til dig. Vil du gribe den?”

Praktisk information

Sted: Grundtvigsskolens gårdrum, Grundtvigsvej 12, 4500 Nykøbing Sjælland

Periode: 25. marts – 12. april 2025

Åbningstider for deltagelse:

Værket er åbent for alle aldre i museets åbningstider 28/3 – 5/4, samt 7/4, 9/4, 11/4 ,12/4.

Kl. 10-16

Her vil der være en kort introduktion til værket, og du kan få udleveret bomuldssnor lavet af genanvendte T-shirts.

Workshops for skoleklasser

I uge 13 tilbydes også workshops for skoleklasser.

Kunstner Karoline H. Larsen afholder workshops:

  • 25. marts kl. 10–14
  • 26. marts kl. 10–14

Tilmelding til workshops sker via Museum Vestsjælland: 25528322 eller tjo@vestmuseum.dk

Du ser data i realtid. Deltagerantallet opdateres løbende for administratorer. Bemærk, at almindelige brugere ser cachelagrede data, hvilket kan resultere i små forskelle i tallene.