
Kommuneplan tema 4: Leve og Besøge
Odsherred - det attraktive sted at LEVE OG BESØGE
Odsherred består af mange forskellige lokalsamfund med en stærk tradition for at arbejde med lokale projekter og konkret udvikling. Et engageret lokalområde med engagerede mennesker giver besøgende lyst til at komme igen og igen.
I Odsherred er der ikke én stor naturlig hovedby. Asnæs har styrker i uddannelse og handel. Nykøbing Sj har gågade, Pakhuset, Odsherred Teater, detailhandel og mange muligheder som oplevelses- og kulturby. Vig er stærk på dagligvarehandel, events og arrangementer.
Odsherreds unikke natur og landskab er et stort trækplaster for turismen og bosætning. Det er derfor vigtigt at værne om naturværdierne, og sikre god adgang til de grønne og blå oplevelser. De mange strande af høj kvalitet skal rumme stadig flere aktiviteter. Strandene er nogle af de mest besøgte naturområder i Danmark, og det er en delikat balance at udvikle uden at afvikle.
Odsherred rummer nogle af Danmarks mest populære sommerhusområder. De er et meget væsentligt aktiv for kommunen, med op mod 100.000 beboere i sommerhalvåret. Nye ejere og ønsket om tidssvarende faciliteter skaber nye udfordringer, hvis områderne fortsat skal være rammen om den kvalitetsoplevelse, som de rummer i dag.
Cyklisme er et klimavenligt alternativ til bilen og et udgangspunkt for mange - også fritidsborgere og turister. Derfor vil kommunen udarbejde en cykelpolitik.
De mange besøgende skaber en stor værdi lokalt i form af jobs i oplevelsesøkonomien, men også en meget stor dagligvaresektor til glæde for de lokale borgere. Vi skal fortsat sikre en balance mellem besøgende og lokale - og vi skal arbejde aktivt for, at sæsonen udvides og forskellen mellem sommer og vinter bliver mindre.
- Har du ønsker og ideer til, hvor vi skal handle i fremtiden?
- Er der steder, hvor vi skal opgive drømmen om det blomstrende butiksliv og omdanne kvarterer og byer til boligområder eller andre funktioner?
- Hvad skal der ske med sommerhusområderne?
- Hvad er den rette balance for benyttelse og beskyttelse af strandene?
Faser
5. Byrådet vedtager kommuneplanen
Byrådet vedtager den endelige kommuneplan. Forventet i oktober 2021.
