
Forslag om at opføre nye vindmøller på Lammefjorden
Odsherred Kommune har store ambitioner for den grønne omstilling og den lokale klimaindsats, hvor vi sammen med 64 andre kommuner har forpligtet os til at blive en klimanettoneutral kommune i år 2050 gennem DK2020-samarbejdet. Derfor bliver Byrådet løbende præsenteret for forslag til initiativer, der vil kunne gøre en stor forskel i arbejdet med klimaomstille Odsherred og sænke vores udledning af drivhusgasser.
Tirsdag den 13. april 2021 blev Miljø- og Klimaudvalget præsenteret for et projektforslag om at opføre nye vindmøller i Lammefjorden syd for Grevinge sammen med de 11+5 vindmøller, som allerede er opstillet i Holbæk Kommune. Forslagsstilleren er virksomheden Momentum Energy Invest ApS fra Roskilde, der er specialister i den type energiprojekter.
Miljø- og Klimaudvalget ønsker at få feedback og input fra kommunens borgere og virksomheder inden vi modtager en egentlig ansøgning fra Momentum Energy Invest ApS. Konkret drejer det sig om to mulige scenarier:
Alternativ 1: Tre vindmøller på 118 meters totalhøjde
Der opstilles tre vindmøller, der matcher dem der står der i forvejen. Det vil være af typen Vestas V80 med en totalhøjde på 118 meter.
De vil dække 20% af elforbruget i kommunens husstande og 6% af kommunens samlede elforbrug. Den eksisterende lokalplan 2009-23 kan umiddelbart søges udnyttet, ligesom der er en reservation til møllerne i kommuneplanen fra 2017.
Alternativ 2: Fire vindmøller på 150 meters totalhøjde
Der opstilles fire vindmøller, der er større end de nuværende vindmøller i området. Det vil være af typen Vestas V136 med en totalhøjde på 150 meter. De vil kunne dække 70% af elforbruget i kommunens husstande og 21% af kommunens samlede forbrug. Projektet vil kræve en ny lokalplan og en ny reservation i den kommuneplan som byrådet skal vedtage senere på året.
For begge alternativer vil der blive udarbejdet en miljørapport, der skal belyse møllernes påvirkning af natur og miljø, herunder støj og skyggekast. For Alternativ 2 vil rapporten desuden belyse, hvordan møllerne opstilles så der opstår en god helhedsvirkning med de eksisterende møller i området. For Alternativ 1 er dette hensyn varetaget i den gældende lokalplan og placeringen fastlagt i denne.
Alternativ 2 giver projektejer mulighed for at oprette en almennyttig, lokalstyret fond, som vil få 5 % af projektets overskud. Derudover er der for begge alternativer mulighed for medejerskab.
Du kan læse mere om projektforslaget ved at klikke her
Baggrund
Lokal elproduktion dækkede i 2018 ca. 8% af det samlede elforbrug i Odsherred gennem 992 solcelleanlæg (5,6 MW) og 45 vindmøller (5,2 MW). De 11 største vindmøller, der står for knap 94% af produktionen er ved at være udtjente.
En rapport fra DTU pegede i 2016 på i alt 5 områder i kommunen, hvor opstilling af større vindmøller er en mulighed ud fra generelle afstandskrav: Lammefjorden syd for Grevinge, Lammefjorden ved Fårevejle, Sidinge Fjord, Syd for Højby og Klintsø.
· DK2020-samarbejdet
· Rapport: DTU: Repowering of WTs in Odsherred Municipality
Lad os høre hvad du mener
Du kan give din mening til kende og sæt ord på din holdninger til projektforslaget i kommentarfeltet. Politikerne i Byrådet bruger de indkomne holdninger og kommentarer som en del af det samlede beslutningsgrundlag.
Vi skal bruge dine input senest 14. juni 2021
Faser
Hvad mener du?
Lad os høre hvad du mener om projektforslaget om nye vindmøller
