
Danmarks VILDESTE kommune
Odsherred vil være Danmarks vildeste kommune
Odsherreds natur er storslået. Kysterne, bakkerne og de mange naturområder giver herredet en særlig værdi. Vi er rige på enge, overdrev, heder, moser, søer og fredede fortidsminder. Men i lighed med resten af Danmark, så er der brug for at styrke den vilde natur og biodiversiteten.
Odsherred Kommune deltager derfor sammen med 88 andre kommuner i Miljøministeriets konkurrence ’Danmarks vildeste kommune’. Der er 1 mio. kr. på højkant, men det egentlig mål er at inspirere borgere, foreninger, virksomheder og sommerhusejere til at styrke den vilde natur
I slutningen af 2022 kåres den kommune med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt, baseret på bl.a. iderigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. Konkurrencen er en del af kampagnen: ’Sammen om et VILDERE Danmark’, som skal motivere og inspirere danskerne i kampen for mere vild natur i Danmark.
Borgmester Thomas Adelskov glæder sig til sammen med borgerne, foreningerne, virksomheder at sætte fokus på Odsherreds vilde natur, ikke mindst i kommunens store sommerhusområder:
- Natur og biodiversitet er i høj grad på dagsordenen her i 2021. Vi skal vedtage en ny naturpolitik i december måned, og mere vild natur er en vigtig del af den proces. Op mod 20% af Odsherreds areal er sommerhusområde, og der er et stort potentiale i endnu mere vild natur og flere levesteder for dyr og planter. De mange idéer der opstår i ’Danmarks vildeste kommune’ skal klart indgå i vores politik, siger Thomas Adelskov.
Gang i debatten
For Odsherred Kommune er ’Danmarks vildeste kommune’ konkurrencen en god mulighed for at kickstarte debatten om vild natur, indsamle alle de gode idéer fra borgerne – og sætte fokus på de helt særlige kendetegn ved Odsherreds natur:
- Selvom vi selvfølgelig gerne vil vinde konkurrencen, så er det vigtigste egentlig, at det er en god anledning at få samlet alle de mange gode kræfter, foldet visionerne ud og taget dialogen sammen om, hvor meget natur vi gerne vil have i Odsherred. Og så er det her selvfølgelig også en måde at vise, at vi i Odsherred kan bruge vores stærke lokalsamfund og fællesskaber til at fremme den vilde natur, siger Thomas Adelskov.



