Udenfor arbejdsfælleskabet
Fra "Generelle kommentarer"
Gå til projektet
Jeg skriver til jer med et brændende ønske om at bidrage til jeres strategi mod ensomhed, især blandt dem udenfor arbejdsmarkedet. Som en person, der selv har kæmpet og kæmper ensomhed og følt mig overset på grund af min situation, ønsker jeg at dele mine erfaringer og foreslå konkrete løsninger.
Jeg oplever ensomhed som en konsekvens af at være udenfor arbejdsfællesskabet. Faktorer som min status som fleksjobvisiteret, manglen på en "4-årig faglig uddannelse" og fraværet af et kørekort har bidraget til følelsen af at blive overset og forbigået.
Jeg er langt fra alene i denne kamp. Statistikker viser, at tusindvis af mennesker som mig kæmper med ensomhed og følelsen af at være forbigået af samfundet. På trods af rekordmange i fleksjob, er der stadig omkring 30.000, der ikke får chancen for beskæftigelse.
Det har været en lang kamp for mig. Jeg blev visiteret til fleksjob som 26-årig, og det har betydet, at hele min ungdom er blevet tilbragt i systemets regi på grund af psykisk sårbarhed og en personlighedsforstyrrelse. Desværre gjorde systemets begrænsninger mig endnu mere syg ved at fratage mig forståelse, kontrol over mit eget liv og selvbestemmelse.
Selvom jeg nu er ude af psykiatrien og ikke længere er bundet af min personlighedsforstyrrelse, føler jeg stadig en manglende ro. Jeg ser, at de ressourcer, jeg har til rådighed gennem fleksjobsordningen, ikke bliver fuldt udnyttet.
Det er på tide at revurdere vores samfundsmodel, som gradvist har lukket sig om sig selv.
For enten skal du have en bestemt en uddannelse, have bestemte års erfaring og arbejde i bestemte timer, der meget sjældent er mindre end 20 timer ugentlig.
Det handler ikke kun om jobmuligheder. Det handler også om at anerkende og støtte de unikke ressourcer og kompetencer, som mennesker udenfor arbejdsmarkedet bringer med sig.
Derfor ønsker jeg at foreslå følgende initiativer:
- Peer-mentoring Program: Etablering af et peer-mentoring program, hvor mennesker med lignende erfaringer som mig selv kan støtte hinanden og dele deres rejse mod bedring. Jeg har selv gennemgået en personlig transformation og ser potentialet i at bruge mine erfaringer til at hjælpe andre.
Udefra min egen baggrund ville det derfor give mening, hvis jeg netop kunne arbejde som peermedarbejder (recovery-mentor).
Under mine drøftelser med forskellige fagfolk, herunder borgmesteren, kommunaldirektøren, sundhedscentret og ledere fra sociale institutioner, blev det fremhævet, at der eksisterer visse barrierer for at implementere dette. Jeg har for eksempel bemærket en frygt fra teamet bag sundhedscentret angående min evne til at overholde tavshedspligten. Derudover er der allerede recovery-mentorer i kommunen, men kravet om en pædagogisk uddannelse for at kvalificere sig til stillingen udelukker potentielle kandidater med en baggrund som mig.
D. 7 maj 2024 er jeg færdig med et kursus/en uddannelse som recovery-mentor. Derfor tillader jeg mig at udtale, at der er stor forskel på en pædagog og en recovery-mentor.
En pædagog er en pædagog. En recovery-mentor er altid kendt med at have haft en psykisk sygdom, hvor de bruger sig selv til at skabe håb for andre med en aktiv sygdom og støtter disse borgere under deres recovery-proces.
Den slags mentor besidder ikke med faglige færdigheder som en pædagog, psykolog, sygerplejerske mm besidder.
Derfor bør man styrke den unikke kollegaskab og dynamik mellem den faglige og den erfarne i psykisk sårbarhed i stedet for at have de nuværende kasse-tænknings-modeller.
Og her kommer min pointe; ekskludering.
For vi ved godt, at det langt fra er alle der passer ind i "pædagog"-kassen. "Lærer"-kassen. "Læge"-kassen. Ja, udannelse er et godt redskab, men ikke alle formår at have sådan en af forskellige årsager.
Så ved at bevare kassebetingelser, taber man også en masse mennesker, der kan så meget mere end at "servere kaffe" eller "uddele flyer" .
- Fleksible Jobmuligheder: Jeg opfordrer til at revurdere kasse-tænknings-modellerne og åbne op for mere fleksible jobmuligheder, der anerkender og værdsætter forskellige typer af kompetencer og erfaringer. Dette vil ikke kun gavne os udenfor arbejdsmarkedet, men også berige arbejdsstyrken som helhed.
I stedet for "Må vi se dit CV?" skulle man i stedet sige "HVEM er du? Og HVAD kan du?"
Jeg bliver personligt hurtigt ramt af det her ledighedsstress som følge af den ensomhed der er forbundet med det, og det er svært at komme ud af, når man først er inde i den spiral.
Derfor skal der gøres mere for fleksjobbere og førtidspensionister.
Mange sårbar sjæle besidder også med kunsteriske evner. Kunne man ikke også styrke noget indenfor dette?
- Kunstneriske Workshops: Mange af os udenfor arbejdsmarkedet besidder unikke kunstneriske evner, som kan være en kilde til både terapi og selvudtryk. Ved at tilbyde kunstneriske workshops og aktiviteter kan I skabe et rum for fællesskab og kreativ udfoldelse
Sidst vil jeg sige:
Der er mange mennesker i mistrivsel og med diagnoser. Jeg formåede at komme ud af en psykisk sygdom. Nogle gange er jeg bange for, at jeg er på vej ind i en ny - med en følelse af, at jeg ikke havde noget at komme ud til.
Derfor er jeg fast besluttet på at fortsætte kampen mod ensomhed og stigmatisering af mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Jeg håber inderligt, at I vil overveje mine forslag og tage skridt til at implementere dem i jeres strategi mod ensomhed.
