Spring til hovedindhold

Store fest-sommerhuse i Starreklinte? Nej tak

Fra "Forslag til Kommuneplan 2021-2033"

Gå til projektet

Jeg hedder Peter Skovgaard og er ejer af et sommerhus på Bulskovvej i Starreklinte sommerhusområde (13S1).

Jeg kan se at der i forslag til Kommuneplan ligger forslag om at bruge område 13S4 til opførelse af store udlejningssommerhuse (150 - 350 m2). se s30 i bilag 7. Til dette har jeg følgende indsigelser:

1: Størrelsen af sommerhuse: Store sommerhuse til udlejning vil passe meget dårligt ind i området, som er præget at bitte-små huse på bitte-små grunde. De fleste grunde er på 500-600 m2, og husene er næsten nede i størrelsen af kolonihavehus. 13S1 er et 100 år gammelt sommerhus-kvarter, der startede som lejede grunde. Dette har gennem tiden i høj grad begrænset lejernes lyst til at investere i dyre huse. Derfor er husene i området typisk gamle og hjemmebyggede, hvilket giver en "Klondike"-stemning, som store, nye sommerhuse slet ikke ville passe med.

2: Brugen af store sommerhuse: Der nævnes specifikt at brugen er tiltænkt udlejning. Det er oplagt at der dermed kommer til at være mange fester, hvor sommerhuset danner rammer. Det vil give voldsom traffik og meget støj, i et område der er præget af pensionister og små forhold. Mængden af støj og traffik vil være helt ude af proportioner med resten af området, og vil helt sikkert give gener i naboområderne. Jeg er helt uenig i anbefalingen i bilag 7: at "området er velegnet som udlæg til store sommerhus".

3: Selve marken: Marken ligger lavt, og er meget våd. Efter perioder med regn ligger der overfladevand på store dele af marken. Vegetationen på marken passer med marsk- eller sump-områder. Der har i mange år været anlagt adskillige dræn med rør ud på stranden, og disse dræn bliver holdt aktivt ved lige for at sikre stadig afvanding. Jeg vil påstå at der skal særdeles store anlægsarbejder til før man ville kunne modne marken til byggegrunde. Jeg ville vurdere at marken er et lavbundsområde, selvom jeg ikke ved om det er registreret som dette.

 Med venlig hilsen

Peter Skovgaard

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået