Odsherred som giftfri, økologisk klimakommune med et velfungerende nærdemokrati
Fra "Ny vision for Odsherred"
Gå til projektet

Hvad mener du kendetegner Odsherred i dag?
Her er meget skønt og positivt, som vi bør bygge videre på:
- Enestående natur med et meget lang kystlinie
- Turister og landliggere i stort omfang
- Gode muligheder for lokaldemokrati og involvering: Foreninger, traditioner og mødesteder
- En lovende plan for Campus Odsherred
- Vi tør godt gå foran, Odsherred Forsyning og fjernvarmen er et godt eksempel.
I hvilken retning skal Odsherred udvikle sig?
Vi skal gøre de gode sider endnu bedre og sikre en bæredygtig fremtid, både socialt, økonomisk og klima-miljømæssigt.
Og hvad skal der til for at fremme den udvikling?
Alle planer, budgetter, resultater og regnskaber i kommunen skal bruge alle 3 bundlinjer:
- Den økonomiske
- Den sociale
- Den klima-miljømæssige.
Det kan gøres på mange måder og der er flere rollemodeller at kigge på. København har en “doughnut-model” som kan inspirere.
Kommunen bør gå foran selv og indføre klimakrav i kommunale udbud og bruge lokale økologiske fødevarer i kommunens køkkener og kantiner .
Indenfor erhvervslivet betyder det hurtig og god støtte til bæredygtigt iværksætteri, og at befordre mere og bedre samarbejde mellem kommune og virksomheder. Et Udviklings-hus for iværksættere og unge kunne være et inspirationscenter.
Ind-licitering i lokalsamfund af kommunale opgaver
Vi kan få en rigtig god dynamik ud af at lade lokalsamfundene bestemme meget mere ved at indlicitere kommunale opgaver. Det vil sige, at kommunen betaler et givent lokalområde for selv at stå for f.eks. vedligeholdelse af grønne områder, snerydning, folkekøkkener og meget andet.
Det vil styrke lokalsamfundene betydeligt og kan både føre til mere beskæftigelse, større sammenhold og udtænkning af nye, miljørigtige måder at gøre tingene på.
Visionen er med andre ord at kunne brande Odsherred som en giftfri, økologisk klimakommune med et velfungerende lokaldemokrati som vil tiltrække virksomheder, turister, borgere og landliggere som vil være med til at skabe en bæredygtig fremtid i Odsherred.
