Nye skraldebiler bør være el-drevne
Fra "TRANSPORT: Mindre benzin og diesel"
Gå til projektet
Danmarks Naturfredningsforening Odsherred foreslår, at nye skraldebiler primært kører på el.
I forbindelse med ny affaldsordning skal der indkøbes nye skraldebiler. Kommunens administration anbefaler biler drevet på biodiesel (HVO), men det er ikke en bæredygtig løsning. Der er langt bedre formål at bruge landets begrænsede biomasse-ressourcer til end brændstof til kortere køreture, og risikoen for at biodiesel fra oliefirmaerne er lavet på palmeolie, som indebærer rydning af regnskov, er stor. I overensstemmelse med hvad ’Klimarådet’ anbefalede i en nylig rapport foreslår DN-Odsherred, at i hvert fald hovedparten af nye biler bliver eldrevne. De kører allerede i flere kommuner i landet. De er nok lidt dyrere, men det er en omkostning af hensyn til klimaet, vi som brugere må være villige til at betale. Måske er der derudover behov for 1-2 biler på biodiesel til de lange distancer, hvor der så må stilles krav om biodiesel, der ikke er fremstillet af fødevare afgrøder.
