Ny kommunal indkøbspolitik: Køb brugt
Fra "Dine idéer til klimaindsatser"
Gå til projektet

Forbruget af "Ting og Sager" udgør ca 26 % af en gennemsnitlig danskers CO2-udledning iflg. Concito.
Det må forventes, at det også udgør en meget stor andel af kommunens CO2-udledning.
Hvis man køber brugte ting, giver man dem et nyt liv og Concito afskriver fx CO2-udledningen på tingens første ejer.
Det er oplagt at vi kan gøre det nemmere for den enkelte borger at købe brugt.
Men også kommunen bør købe brugt. Der skal ændres en masse vaner før det er muligt og måske også et par regelsæt. Men det bør være normalen at kommunen køber via Genbrugsbutikker, DBA, FB market mm fremfor de offentlige indkøbsaftaler.
Selv store elektronik-kæder sælger nu "preloved equipment", som naturligvis bør vælges, når det er muligt. Så sparer man også penge og indpakning.
Det er muligt at indrette kontorer og institutioner udelukkende med brugte ting. Jeg har testet det. Egne erfaringer er følgende: Efter en uge lægger man ikke længere mærke til at tingene er brugt. Det er en kæmpestor fordel at tingene ikke leveres med en masse emballage som skal bortskaffes. Lokalerne får et mere personligt og menneskeligt præg. Det tager tid at finde tingene. Men de er meget billigere.
I Holbæk ligger fx to brugt-supermarkeder og ved Fårevejle ligger Skjold Antik, som kan noget i samme retning.
Desuden kunne man overveje om ting fra genbrugsstationerne kan bruges kommunalt, eller måske repareres og opgraderes.
Når kommunens ting er brugt, bør de naturligvis sælges igen eller sekundært foræres væk til anden anvendelse.
