“Insektsafari i Harehøjde”, “det vilde krat” og “sukkerhulerne” i Nr. Asmindrup
Fra "Odsherreds VILDE Makeover 🌿🐝🦋"
Gå til projektet

”Insektsafari i harehøjde” er børnehaven Spirens signatur-anlæg, hvor en pollen- og nektarholdig beplantning af stauder, krydderurter og buske skaber gode vilkår for sommerfugle og vilde bier: en nær natur lige uden for døren, der skal medvirke til at de mindste børn får nysgerrighed omkring og relation til natur og miljø, bliver opmærksomme på menneskets ansvar for naturen omkring os på en legende og motorisk stimulerende måde, samtidig med at vi er med til at øge biodiversiteten i lokalmiljøet – og opmærksomheden herpå! Anlægget påbegyndes 27. Juni og vi har arbejdsdage planlagt i august.
Spiren er en børnehave som anlægges af forældre og Friskolen I Nr Asmindrups bestyrelse. Vi er derfor mange familier og lokale der deltager, lægger frivilligt arbejde og får gavn og glæde af de projekter vi anlægger. Se vedhæftet fællesskabsnotat. Friskolens udeområde er åbent for hele byen, og arbejdet organiseres via friskolens Udegruppe.
Nr Asmindrup Friskoles store udearealer er under forvandling. Under titlen “et grønt forsamlingshus i børnehøjde” skaber forældrearbejdsgrupper og friskolens bestyrelse flere nye åbne anlæg, der understøtter udeliv og naturforståelse for børn og familier lokalt. Den “grønne tråd” igennem det hele er vores fokus på udeliv og natur som er med til at tegne landsbyen Nr. Asmindrup og udvikle det stærke lokalfællesskab omkring det gode liv for børn og voksne vha frivillig arbejdskraft, ildsjæle og donationer fra fonde. Alle midler rejser vi selv, og vores lokale fællesskab omkring at arbejde sammen om at skabe nye rammer for det gode liv, udvikler sig hele tiden. Det giver trivsel for børn, for voksne og for lokalmiljøet som helhed. Siden Nr Asmindrup med den flotte restaurering af byens bakke modtog præmie i landsbymakeover, har byen fået ny præst og ny skoleleder. De to kvinder vægter lokalfællesskab højt og støtter op om projekt “Et grønt Forsamlingshus” på friskolens område. Bl.a. er der et skolehaveprojekt på bedding, vi kalder “paradisets have” som bliver et samarbejde mellem menighedens ældre og skoleklasser om væksthus og frugthave, ligesom projekt “Skolesti” der omhandler bevægelses- og løbefaciliteter har modtaget midler fra det lokale Kristen Kristensen Mindelegat. Der er dermed allerede spændende kultur- projekter igang på friskolen, som er åbne for lokalområdet.
Med delprojekt “Insektsafari i Harehøjde” lægger vi et stykke kulturlandskab om til natur, og vi håber vores naturprojekt kan komme i betragtning til Odsherred Vilde Make-over med første etape af Nr Asmindrup Friskole og børnehaven Spirens natur-oprettelse: en gammel jordhøj ud mod Skaverupvej forvandles til Insektsafari i Harehøjde. Næste etape - hvis vi skulle være så heldige at blive udvalgt- er at plante blomstrende og frugtbærende træer og buske på den gamle boldbane i et vildt krat der binder skole og børnehave sammen, og midt i lunden: en amfiterasse indlagt i terrænet. Vi vil være naturambassadører og håber fremover at kunne formidle vores viden om god skole og børnehave med natur og udeliv som grundlag. Amfi projektet bliver vores fællesskabende udeundervisninglokale til samling, fortælling og optræden, og det kan deles med hele lokalområdet. Gæster udefra vil her kunne opleve Nr Asmindrups unikke udefaciliteter. Tredje etape i naturgenopretningen kalder vi “Sukkerhulerne” - at rejse midler til etablering af afvekslende krat med pollen- og nektarrige buske og træer der hvor de gamle popler langs friskolens grund efterhånden skal erstattes af anden signaturbeplantning. Hulerne mellem træerne har altid været det bedste legested kaldet “sukkerhulerne” på friskolen. Nogen mener navnet stammer fra når børn suger nektar fra syrenblomster- så det symbol vil vi bevare! Når friskolen får mulighed, skal hegnet genskabes som naturområde og legested. Med masser af nektar!
Friskolen har indtil nu skolehaver og åbent udekøkken - samt midler til et fint bålhus- og nu lægger vi vægten på naturopretning, biodiversitet og viden om den nære natur lige uden for døren. Det er meningsfuldt at lade Børnehaven Spiren gå forrest og anlægge en nær natur, hvormed vi sår frøet til en rig naturforståelse allerede for de yngste børn.
Insektsafari oprettes på Den store Jordhøj: med biodiversitetsskabende beplantning af nektar-og pollenrige buske og naturligt forekommende blomster, som merian, røllike og timian. Kvalitetsnatur for børn og smådyr med terræn af store sten, stengange og træstammer: relationen til den nære natur for små børn styrkes, deres sanser og naturvanthed stimuleres. Her får dagpleje, indskolingsbørn og børnehavebørn et natur-mødested og et insektparadis- et mikrokosmos der lærer os om det store i det små. Det hele starter her: hvad lærer de yngste børn om naturen? Hvorfor sanser man duften, hvad er det der kriblekrabler, hvad betyder årets gang, hvordan passer vi på naturen og giver den plads?

Budgettet til opstart af “Insektsafari i Harehøjde “ samt “det vilde krat”:
10.000 kr til professionel hjælp til anlæg af stenhøj samt bede og stammer. ( midler hertil doneret af Danbolig Nykøbing Sj, Højby og Ellinge Lyng)
35.000 kr til beplantning
yderligere midler vil blive brugt på amfiterasse samt flere træer og buske.
frivillig arbejdskraft til plantning af buske og træer : vi har arbejdsdag planlagt sidste weekend i oktober.
Beplantnings liste til Det vilde Krat samt Sukkerhulerne :
ACER CAMPESTRE, Naur
SORBUS INTERMEDIA, Seljerøn
TILIA CORDATA, Småbladet Lind, CRATAEGUS MONOGYNA, Engriflet hvidtjørn QUERCUS ROBUR, Stilkeg
PRUNUS AVIUM, Fuglekirsebær
SORBUS MOUGEOTII, sølvrøn
PRUNUS CERASIFERA, mirabelle
