Indsigelse mod udstykning af sommerhuse, Starreklinte By, Vallekilde 2r, 2eø.
Fra "Forslag til Kommuneplan 2021-2033"
Gå til projektet
Som absolut nærmeste nabo til det påtænkte byggeprojekt vil vi gøre indsigelse mod planerne for udstykning. Den påtænkte byggeplads er på alle sider omgivet af eksisterende private sommerhusområder. Hver især båret af værdier som godt naboskab, interesse for hinanden og for egnen omkring Havnsø og Starreklinte. Midt i dette område anbefaler kommunen nu at placere en enklave til brug for erhvervsmæssig udlejning - i stor skala. Og indenfor 300 meters beskyttelseslinjen. Det er ikke i orden. Vi frygter at de påtænkte - store - sommerhuse i sagens natur vil blive brugt af mennesker som ikke har relation eller ansvar i forhold til hverken naboer eller lokalområde. Hurtigt ind og hurtigt ud, uden nødvendigvis at bekymre sig om støj eller andre gener for de omkringliggende fastboende. Det vil betyde at vi får et kulturelt "goldt" område midt blandt de eksisterende foreninger, uden kulturbærere, traditioner mm. og med sandsynlig risiko for nedsættelse af herlighedsværdi - og dermed også grundværdi - for de nuværende foreningers medlemmer. Jævnfør erfaringerne fra lignende projekter rundt omkring i landet.
Hertil kommer der udfordringer med øget trafik og manglende beskyttelse af bløde trafikanter på Nekseløvej. Et problem som allerede nu er mærkbart når beboere fra de bagvedliggende udstykninger færdes til og fra stranden. Der er ikke meget plads.
Når det er sagt så kan man jo forestille sig at de potentielle nye sommerhusgæster også skal til stranden. Og den er smal. Vi har haft vores sommerhus på Bulskovvej i 22 år og i alle årene - og mange år forinden - har det været en tradition blandt de lokale i Hørve og Svinninge mv., at man kører til stranden ved Havnsø og parkerer bilen langs Nekseløvej på de varme sommerdage. En fin tradition. Men med eventuel udsigt til yderligere gæster fra 20 nye udlejningssommerhuse når vi måske en grænse,
Så alt i alt. Vi siger nej tak til forslaget om udstykning til megasommerhuse.
Venlig hilsen Lisbeth Svanborg og Nils Juel Berg
