Spring til hovedindhold

Indsigelse: Kæmpe udlejningssommerhuse i Starreklinte

Fra "Forslag til Kommuneplan 2021-2033"

Gå til projektet

Indsigelse mod opførelse af kæmpe udlejningssommerhuse mellem Nekseløvej 15 og Strandlunden

Jeg var en af de sommerhusejere, der deltog i borgermødet den 22. september 2021 på Odsherred Gymnasium.

På mødet stillede jeg følgende spørgsmål, som jeg ikke fik konkrete svar på:

·       Hvad er visionen for Kommunen i almindelighed og området ved Starreklinte Strand i særdeleshed i forhold til at anbefale opførelse af kæmpe udlejningssommerhuse?

·       Hvilke type af sommerhusgæste ønsker kommunen at tiltrække? Dette bør vel indgå i kommunens overvejelser, når man anbefaler, at der opføres kæmpe udlejningssommerhuse på et område, som i Cowi-rapporten ikke findes egnet til sommerhusbebyggelse overhovedet og som ikke oveholder afstandskrav i forhold til kystlinjen?

·       Hvad er det, der efter kommunens vurdering gør området i Starreklinte særligt velegnet til opførelse af kæmpe udlejningssommerhus? (Ret skal være ret, her svarede kommunen på borgermødet, at man ikke havde gjort sig den type overvejelser.) Jeg vil opfordre kommunen til foretage en grundig overvejelse heraf.

·       Har kommunen taget erfaringer fra andre dele af landet i betragtning inden man skrev en anbefaling om opførelse af kæmpesommerhuse ind i forslaget til kommuneplanen? Der har i det seneste års tid været flere historier i pressen: Marienlyst og Møn er nok de omtalte, men jeg vil gerne henvise til et indslag på P4 Københavns Radio den 20. september 2021, hvor Halsnæs Kommune netop havde ændret deres planer for opførelse af kæmpe udlejningssommerhuse i Asserbo, da det havde vist sig, at det medførte særdeles store gener for de omkringliggende parceller.

I kommuneplanforslaget anbefales det at give tilladelse til opførelse af 20 kæmpe udlejningssommerhuse i et område, der er presset ind mellem 4 andre sommerhusområder. Man må forvente, at sommerhuse på op til 350 m2 fortrinsvis vil blive udlejet til større grupper og oftest i forbindelse med fejring og fester. Dette vil uden tvivl betyde voldsomme gener for ejerne af de ca. 200 omkringliggende eksisterende sommerhuse. Hertil kommer øget belastning på veje og strand.

Området i Starreklinte er i dag bebygget med familiesommerhuse, nogle gamle, som er gået i arv fra generation til generation, andre nye, hvor familier har valgt området, netop fordi der er fredeligt, naturligt og ikke specielt turistagtigt. Beboerne i sommerhusene har et tæt naboskab og et unikt sammenhold, netop fordi man kender hinanden, mødes hvert forår og har en fælles glæde ved at se frem til en sommer sammen. Hele dette fællesskab og ca 200 sommerhusejeres glæde ved at være i et fantastisk naturskønt område, hvor man kan nyde freden og roen i haverne, vil efter min bedste overbevisning blive sat totalt over styr med opførelse af kæmpe udlejningssommerhuse ved Starreklinte Strand.

Jeg vil på baggrund af ovenstående på det kraftigste opfordre til, at anbefalingen om opførelse af kæmpe udlejningssommerhuse ved Starreklinte Strand, tages ud af Kommuneplanen inden denne godkendes.

Kommentarer(1)

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.
Seneste kommentarer er indlæst.
At kommunen overhoved går videre med sagen og ikke affejer den - virker ikke specielt empatisk/gennemtænkt.
  • 4 likes

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået