Spring til hovedindhold

Høringssvar vedr. Forslag til Kommuneplan 2021 – Rammer

Fra "Forslag til Kommuneplan 2021-2033"

Gå til projektet

På side 8 er beskrevet de generelle rammer for Sommerhusområder (S).

Her står blandt andet, at: ”I bebygget sommerhusområde, samt i nyudstykninger i sommerhusområde, tillades som hovedregel en minimumsgrundstørrelse på 2.000 m2, en maksimal bebyggelsesprocent på 15 % og et maksimalt etageareal på 200 m2.”


Min familie ejer en større sommerhusgrund (ca. 4.600 m2) i Rørvig, hvor jeg for et år siden var så privilegeret at blive tilbudt at købe en del af den. Dette med henblik på at bygge et supplerende sommerhus på 70 m2, så de fælles ferier kan fortsætte, når børn og børnebørn kommer til. Og for at sikre et generationsskifte, hvor den store grund bliver delt i mindre, overkommelige bidder. Jeg ser derfor med bekymring på, og er uforstående overfor, at der introduceres en skærpet regel i kommuneplanrammerne om en minimumsstørrelse på 2.000 m2 for nyudstykninger i sommerhusområde. Den udstykning min mand og jeg har planlagt at købe, og som siden juli 2021 har ligget i kø og ventet på at kunne blive indsendt via systemet ERPO, er på 1.366 m2. Med en kvadratmeterpris på ca. 700 kr. og et i forvejen presset budget er det ikke realistisk, at vi skulle have råd til at købe 2.000 m2 i stedet for. Dertil kommer, at familien fremadrettet mister muligheden for at udstykke endnu en del af den store grund, hvis børn eller børnebørn i fremtiden skulle have mod på og råd til at købe deres eget stykke jord.   

Hvorfor er det lige pludselig blevet forbeholdt en endnu mindre og endnu rigere gruppe af familier at erhverve et sommerhus i Odsherred Kommune?


Min bekymring og uforståenhed bliver forstærket af, at jeg ganske enkelt ikke forstår intentionen bag reglen. Jeg har forespurgt forvaltningen og får som svar, at det drejer sig om at sikre udtrykket i området samt at bebyggelsen ikke må blive for tæt. Men bebyggelsesprocenten er jo én ting, grundstørrelsen en anden ting. Hvis en grund skal være minimum 2.000 m2 og etagearealet maksimalt må være 200 m2, hvorfor så ikke bare fastsætte en maksimal bebyggelsesprocent på 10 % - og fastholde den nuværende minimumsgrundstørrelse på 1.200 m2?

Med mindre der altså skal være forskelsbehandling imellem nye og gamle jordkøbere i Odsherred Kommune – og det er vel næppe det, der er målet?


Endelig får jeg det svar fra min landinspektør, at jeg overhovedet ikke skal være bekymret, for det er slet ikke lovligt at fravige bygningsreglementets bestemmelser om en minimumsgrundstørrelse på 1.200 m2 for sommerhusgrunde, hvis området ikke er lokalplanlagt (og det område hvor min familie har sommerhus ikke). Som borger efterlades jeg derfor i bedste fald på herrens mark – uvidende om hvorvidt jeg skal tro på landinspektøren eller den kommunale forvaltning. I værste fald er der slet ikke hjemmel til at stille kravet om en minimumsgrundstørrelse på 2.000 m2 for ikke lokalplanlagte områder, hvilket i givet fald vil vildlede en række borgere de næste fire år.  

Jeg foreslår derfor at Odsherred Kommune fastholder den nuværende minimumsgrundstørrelse for sommerhuse på 1200 m2. Såfremt der ønskes en ændring af de nuværende forhold, vil jeg foreslå en reduktion af bebyggelsesprocenten fra 15 til 10 %.


Mvh.

Elisabeth Lihn Wolff

Stockholmsgade 21, 4.tv.

2100 København Ø

Tlf. 24943902

Mail: elisabethwolff@hotmail.com  

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået