Spring til hovedindhold

Den Grønne Lomme i Tre Lyng

Fra "Odsherreds VILDE Makeover 🌿🐝🦋"

Gå til projektet

Ansøgning til Vild Makeover.

Grundejerforeningen Tre Lyng fik for ca.8 år siden en ”skovgrund” på Gudmindrup Skovvej på ca. 5000 m2. overdraget af den tidligere private ejer.

Grundet tinglysninger må grunden pt ikke bebygges, men skal bruges til rekreative formål.

Grunden har matrikel nr. 12g

Grunden er siden udstykningen for ca. 50 år siden ikke på nogen måde blevet vedligeholdt.

Grunden ligger ud til vej/sti mod Korevlerne og til Arne Jacobsens sommerhus, der ligeledes er en seværdighed og nu ejes af Real Dania.

Den tidligere sti til Gudmindrup Skovsti i den sydlige side af grunden, er nu total tilvokset og kan ikke passeret under normale forhold.

Træerne på grunden er nu så høje, at enkelte både kan være til gene og fare.

Underskoven består primært af krat af forskellig art, men især birk, og er ikke befordrende for et varieret dyre- eller insektliv.

Samtidig vil vi kunne bevare området som en ”grøn lomme”, et sted hvor dyrene kan søge ly og som fremstår i den oprindelige natur med skoven, som stor iltleverandør for området.

Vi kunne derfor godt tænke os, at få vejledning og støtte til at optimere forholdene i ”den lille skov”, til større glæde for både mennesker, dyr og planter, og vil derfor gerne deltage i konkurrencen, Vild Makeover.

Odsherred Kommune anbefalede os at kontakte Naturagenterne, hvilket skete.

Efter samråd med naturagent Henrik Grüttner, som vi havde inviteret til at bese området, kom vi, på hans vurdering og anbefalinger, frem til følgende:

  1. Den tidligere sti bør genoprettes til glæde for områdes beboere samt gæster, når man går tur.
  2. Underskoven bør ryddes for det tætte birkekrat for at give mere lys til skovbunden og dermed mulighed for større biodiversitet.
  3. Det er essentielt, at de fine høje egetræer bevares og i tilfælde af nogle skal væk, skal de fjernes helt og ikke blot kappes i toppen. Dette gælder også i evt. skovbrynet ud mod vej og private grunde.
  4. Der skal selvfølgelig indgå en eller anden form for formidling/fortælling, hvilket vil foregå i samarbejde med Naturagenterne (Henrik Grüttner), samt Odsherred Kommune. Der vil blive anskaffet/sat skilte/informationstavler op vedr. områdets natur inkl. Korevlerne. 
  5. Da der i disse år sker en stor udskiftning i forbindelse med salg af sommerhuse og grunde, kunne man forestille, at man inviterede de nye ejere til en ”naturvandring” i området, med start ved ”den lille skov”, via Arne Jacobsen huset (Efter aftale med Real Dania), via stien ved Korevlerne retur Tre Lyngs Petanque på Alleen, hvor der er mulighed for at slutte af ved de borde/bænke, der er stillet op. Vi har erfaret, at mange, trods både hjemmeside www.tre-lyng.dk samt egen Facebook side, ikke er klar over områdets udstrækning, muligheder og historie.
  6. Man kunne ligeledes forestille sig at ”den lille skov” kunne danne udgangspunkt for yderligere oplysning om naturpleje, vild med vilje, grønne lommer mm, i samarbejde med Naturagenterne og, om muligt, Jørgen Stoltz.

Eftersom det er et større projekt med brug af maskiner, forestiller vi os ikke, at vore medlemmer skal kunne påtage sig det indledende arbejde, da det drejer sig om store træer. Mindre krævende arbejde som opskæring og fjernelse af evt. træ, brugbar til brænde, har vi erfaring i at mange medlemmer er interesseret i.

Evt. fremtidige vedligeholdelse af sti mm, vil ligge hos grundejerforeningen og dens medlemmer, evt. arrangeret som årlige naturplejedage, kombineret med hyggeligt samvær.

Med hensyn til gennemførelse af arbejdet, vil det være afhængigt af, dels bedste tidspunkt for træfældning og rydning, dels mulighed for at lave aftale med skoventreprenør.

Under alle omstændigheder, vil det tidligst kunne igangsættes i løbet af efteråret, således at resultatet kan være helt klar til foråret 2022.

Vi vil bede Henrik Grüttner om at være ”konsulent” for projektet, så vi er sikre på, at det lever op til det optimale. Efter råd fra Henrik Grüttner vil det desuden måske være en god ide at bruge Jørgen Stoltz som konsulent på projektet.

Budget:

Vi forventer, at pengene, hvis vi vinder, skal bruges til:

1. Skoventreprenør med hjælp til fældning, udtynding samt bortkørsel.

2. Konsulentbistand

3. Etablering af infomateriale/tavle samt bænk på skovstien eller i udkanten af grunden.

Vi har den indstilling, at det er vigtigt, at især sommerhusområder bibeholder den oprindelige natur og ikke omdannes til ”parcelhuskvarterer”, og vil gerne være med til at udbrede denne holdning.

Vi ønsker derfor at deltage i konkurrencen om den vilde natur i Odsherred. 

Højby 14.6.2021

På vegne af 

Grundejerforeningen Tre Lyng

Lone Cederquist, Formand

Mail: post@tre-lyng.dk

www.tre-lyng.dk




Privat:

Lone Cederquist

Højby Lyngvej 49

4573 Højby

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Af ukendt forfatter den 16. juni 2021

Nuværende status

accepteret