Destination Odsherred

Det er en mangel at der kun fokuseres på det nordlige Odsherred. Der er rigt potentiale i fx Vallekilde, Ordrup og Fårevejle. Kulturhistorisk blev Vallekilde i senromantikken et åndeligt kraftcenter med præsten Bonnevie og hans grundtvigske vennekreds, samt maleren J.Th.Lundbye og hans banebrydende landskabsmalerier. Her skabtes omkring højslolen og Ernst Trier et miljø der satte sig spor med andelstanker, der bredte sig over hele Odsherred, og med en nationalromantisk arkitektur omkring Andreas Bentsen og Martin Nyrop. Vallekilde blev et nationalt fyrtårn. Trier-slægten kom kunstnerisk til at sætte sig spor frem til nutiden. Tilsvarende kom til at gælde Ordrup med de såkaldte Odsherredsmalere i 1930erne, som betød at koncentrationen af kunstnere i dag er rigere her end noget andet sted i landet, senest med kunstnerkolonien Stokrosebanden i det nordlige Odsherred i 1970erne. Endelig havde egnen ved Fårevejle og Riis overordentlig betydning med Hvideslægtens virke her i tidlig middelalder, der udviklede et kirkeligt miljø med Roskildebispernes Dragsholm og valfartsstedet Asnæs.

Historisk set gemmer Odsherred mange fyrtårne - lige fra forhistorisk tid med stendysser ved Nyrup eller dobbeltdyssen ved Stenstrup, stensætningerne i Kongsøreskoven og videre til Grevingeskoven osv - over hundredevis af bronzealderhøje med Syvhøje som stemningsmættet højdepunkt over havet og fortællingerne om beboerne Elverfolket og deres efterladte stenristninger og kvindekultur - til jernalder og vikingetid med Knudepunkter ved Isøre og Skippinge mod nord og syd. Altsammen vanvittig spændende for turister at gøre sig bekendt med. Ikke mindre interessant er Odsherreds middelalderhistorie. Mod nord fortællingen om de to købstæder, hvor den ældste Højkøbing lå centralt i herredets midte, velbeskyttet med søvej gennem søerne Engsøen og Højby sø ind til byen, hvor stormandskirken og en af borgene opførtes tidligt i 1100-tallet af Hvideslægtens Ebbe Skjalmsen, der her anlagde skibsbyggeri. Her udspilledes omkring 1200 en højadelig MeToo-historie med dobbeltdrab i kirken, som betød at gudshuset måtte ligge bandlyst og ubenyttet i syv år og siden blev midtpunkt for et par folkeviser om dette drama. Siden sandede søvejen til byen til, så handelen flyttedes til Isefjordskysten, hvor der opstod en ny købstad, Nykøbing, som skulle blive centrum for Isefjordens sildehandel med tyske handelsbyer og betydningsfuld maltproduktion. I dag ligger den gamle købstad tilbage som en romantisk landsby med sin store kirke ved det genskabte sølandskab, en potentiel turistmagnet med tre-fire borganlæg, bl.a den kongelige fogedborg Næsholm fra 1140 ved Nygård sø og resterne af dens afløser Nygård, hvorfra man administrerede det nordlige len og som skiftende konger anvendte som jagtgård - og hvor sagn vil vide at den senere dronning Margrethe I blev avlet som datter af Valdemar Atterdag, gårdens bygherre. Ved gården anlagdes tillige Troldebjerghavn med sejlvej til Kattegat. Et vildt naturskønt søområde mellem de to købstæder.

Det absolut største historiske fyrtårn, der kan rejses for Odsherred, knytter sig til Isøre. Navnet refererer til Isøerne, der før klimaforandringerne i 1050 lå i Isefjordens indløb som et par øer, som nu udgør Rørvig og Nakke og gav plads for det daværende riges demokratiske parlament, Isøre Ting, og for Lejrekongernes flådehavn, Isøre Havn. Parlamentet lå under åben himmel og er af forskere lokaliseret til Mårbjerg (Moorebierg), et helligsted hvis navn kommer af ordet mord i betydningen offerdrab. Stedet er omtalt i adskillige skriftlige kilder, danske og udenlandske, som “caput regni” eller rigets hovedsted og magtknudepunkt, hvorfra landet blev styret med kongen som en slags statsminister. Sådan var styreformen i de skandinaviske riger. I Island havde man senest i 930 oprettet Altinget, med direkte forbillede i det gamle norske parlament Gulatinget, ligesom man i Sverige havde rigstinget i Gl.Uppsala. Det tilsvarende danske rigsting var Isøre Ting, der tidligst omtaltes omkring 500. Isøretinget var således rigets vigtigste institution, hvor man valgte landets konger og vedtog dets love. Set i nutidig national sammenhæng var det således langt mere betydningsfuldt end lokaliteter som Lejre eller Jelling, svarende til vor tids folketing på Christiansborg, hvor betegnelsen ting bevidst er anvendt af grundlovens fædre med forbillede i Isøretinget. Mårbjerg er en oldgammel dansk demokratisk institution, endnu i brug i 1100-tallet. Stedet har i mindst 700 år været “rigets øverste myndighed” . Betydningen som nationalt fyrtårn i denne sammenhæng er imdlysende. I de øvrige skandinaviske lande er er disse nationale tingsteder turistmagneter. Det samme kan ske her. Dertil kommer i nærheden Isøre Havn, flådehavnen for Lejrekongernes skibe, der beskyttede indsejlingen til kongesædet. I tilknytning hertil var tillige borganlæg og badstue for mandskab og skibsbesætninger. Kystvagten omtaltes udførligt i 400-tallet i det oldengelske kvad Bjovulf og adskillige gange senere i skandinaviske kilder. Havnen var i brug endnu i 1180 og ligger endnu intakt ved sydspidsen af Nakkehalvøen i en tilgroet mose (Andemosen). I dag er Isøre-lokaliteterne beliggende i et fredet landskab nær Hov Vig, en rest af det tidligere farvand mellem Nykøbing-halvøen og Isøerne. Hov refererer til indhegnet helligsted. Landskabet er et klassisk guldalderlandskab, som danner naturlig ramme om de historiske steder.

Evner I det? Desværre er man efter mange år som forsker af Odsherreds fyrtårne i tvivl om modet til at udvikle dem. Det eneste man har haft mod til at udvikle er Solvognens Fundsted, endda under falske forudsætninger. Rigtignok blev solvognen fundet her 1902, efter tidligere at være blevet fremdraget under ombygning af Ellingegård årtier før, som “Guldhesten og Guldvognen“ og overgivet til gårdens børn som legetøj, indtil et af børnene i arrigskab kylede legetøjet ud i mosen. Men historien blev af Nationalmuseet omdigtet til at solvognen blev "ofret" i Trundholm mose, skønt mosen i bronzealderen var åbent farvand og del af Sejerøbugten og først i løbet af 1000-tallet omdannedes til mose. Fundstedet er således et postulat. Det er ikke mindst Geopark Odsherred, der i moderne tid og i iver after at markedsføre sig selv har gentaget urigtighederne. I det hele taget evner man heller ikke i dagens Odsherred at erkende, at kystlandskabet har forandret sig meget betydeligt siden 1050, hvor klimaforandringerne ændrede landets geografi. Geopark Odsherred fremfører også her forkerte påstande, som ikke støttes af videnskabelig forskning, så man aktivt modarbejder potentielle fyrtårne som Isøerne/Isøre og købstæderne Højkøbing/Nykøbing, der refererer til en ganske anderledes geografi. Geoparken er en hæmsko for udviklingen af fyrtårne, fordi man her er uvidende om klimaforandringernes konsekvenser for Odsherreds nord- og vestvendte kyster. I vikingetid og tidlig middelalder var de historiske kendsgerninger anderledes. Udviklingen af historiske fyrtårne som forudsat for turismeudvikling, nødvendiggør en fordomsfri tilgang til Odsherreds fortid. Det forudsætter mod til at fremføre kendsgerningerne og gøre op med fortielser og dumhed.