Spring til hovedindhold

BETRAGTNINGER OVER SPØRGSMÅLET OM HOTELDRIFT PÅ SKAMLEBÆKSLETTEN

Fra "Skamlebæk Badehotel"

Gå til projektet

Jeg er borger i Odsherred Kommune.


Jeg stiller mig meget undrende overfor kommunens holdning og uforbeholdne støtte til etablering af hoteldrift på Skamlebæksletten. Jeg bruger med vilje ordet ‘hoteldrift’ og ikke ‘badehotel-projekt’, da jeg synes, at sidstnævnte udtryk bare associerer forvildede og romantiske forestillinger om damer fra en svunden tid iført lange, hvide musselinkjoler og store solhatte.

For det er, hvad det er: hoteldrift.

Og enhver restaurant og ethvert hotel har en flot facade - men bagsiden er lige det modsatte - komplet med skraldespands-containere, varevogne og store ildelugtende ventilatorer. 


Den bagside ville også blive en realitet på den nyligt fredede Skamlebækslette.

 

Vi må være nøgterne omkring, hvad hoteldrift vil gøre ved sårbar og fredet natur. 

I den forbindelse vil jeg gerne stille en række spørgsmål:


Er spildevandsbehandling i forhold til 47 værelser, wellnesscenter, restaurantkøkken, vaskeri og personalefaciliteter forenelig med fredet natur? (Der er jo nemlig IKKE kloakeret på Skamlebæksletten eller i området i det hele taget.)


Er daglig varekørsel på Sletten forenelig med fredet natur?


Er asfaltvejudvidelser forenelig med fredet natur? (Den nuværende vej er smal og uegnet til store og tunge køretøjer.)


Er store ventilatorer fra restaurantkøkken og friturelugt forenelig med fredet natur?


Er parkeringspladser til 47 værelser og personalefaciliteter forenelige med fredet natur?


Ok, disse spørgsmål er mest retoriske, idet man ved læsning af fredningsbestemmelserne af 25/4/2025, på side 70 bla. kan læse, at der ikke må laves nye veje og beboelse, terrænændringer mm.


Kystdirektoratet har indtil videre sagt nej til projektet. Og denne instans må ikke give efter for politisk pres. Vi håber så, at det er tilfældet - at Kystdirektoratet forholder sig til stolte, danske traditioner og IKKE lader sig presse. Der skal også foretages visse miljøundersøgelser, som - hvis det er videnskabelige hensyn og ikke politiske hensyn, der er i højsædet -  ikke lover godt for projektet.


Skamlebæksletten er en af de sidste uberørte kyststrækninger i Danmark - et område, som vi på vegne af børn og børnebørn bør beskytte, idet der er en rig fauna og flora med en mængde sjældne arter. Skamlebæksletten er endvidere rig på bronzealderfund, og der kunne med fordel - og selvfølgelig på nænsom vis - etableres et visitorcenter, som ville kunne informere og støtte naturturismen, som i disse år eksploderer både i Danmark og andre lande. Mange mennesker ønsker naturoplevelser som en kontrast til vores skærm-orienterede hverdag og tilværelse.


Et par andre spørgsmål: Simple beregninger viser, at økonomien i forhold til etablering af et hotel ikke er realistisk. Når der er gode grunde til at forestille sig, at plan A, som er etablering af et ‘badehotel’, ikke kan løbe rundt, hvad er så plan B, når der, fx efter 5 år, står en stor bygning, som ikke kan bruges til sit originale formål? Hvad gør kommunen så? Gives de ønskede dispensationer fra kommune og stat så - således at værelserne (læs: små lejligheder med badeværelse) kan udbydes til salg som ferielejligheder og timeshares? 

Dette - plan B - kunne indbringe bygherre og ejer en formue.


Mine sidste to spørgsmål, som selvfølgelig er bygget på ovenstående tankeeksperiment, er: 

Investering handler vel i sidste ende om at tjene flest penge, så er plan B mon i virkeligheden plan A fra bygherre og ejers side?

Og er kommunen klar til at lægge navn og omdømme til konsekvenserne af dette i fremtiden?


Jeg vil gerne give de kommunale politikere en oprigtig og indtrængende opfordring til at komme over på borgernes side - både i denne og sidste høringsrunde råbes der vagt i gevær fra en stor gruppe af Odsherreds borgere. 

Kommunens politikere, som jo er på valg i næste måned, bør udvise den kritiske sans og lydhørhed, som er nødvendig og påkrævet i denne sag.


Sluttelig vil jeg gerne gøre et forsøg på at formulere et alternativ:

Opgiv støtten til hoteldrift og nedsæt en gruppe af kommunale eksperter, som i samarbejde med Dansk Naturfredningsforening undersøger muligheden for, at en eller flere fonde kan købe jorden OG radiostationen (til nedrivning eller modifikation), således at der kan etableres et visitorcenter, som fejrer og formidler Skamlebækslettens fantastiske bronzealderfortid og helt unikke istidsnatur. 


DETTE ville være en tidlig julegave til Odsherreds borgere - og til alle sommerhusejerne, som i årtier har støttet Odsherreds forretningsliv, naturbevarelse og ånd.


Hanne Helledie, Fårevejle

Officielle opdateringer

Sidste opdatering: 11. november 2025

Kommentarer(5)

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Seneste kommentarer er indlæst.
Profil af Kasper Miller
Sendt af:Kasper Miller
for 9 måneder siden
Køre Michael Jeg hæfter mig dog ved, at Kystdirektoratet allerede har udarbejdet et udkast til afslag - udarbejdet den 1. juli 2024 (dette fremsendes gerne), hvilket i praksis må tillægges betydelig vægt. Endelig mener jeg, det er vigtigt at fastholde, at risikoen for en senere ændring i anvendelsen ikke kan udelukkes. Erfaringen viser, at når først et anlæg står opført, kan der opstå pres for at ændre driften af økonomiske eller praktiske grunde. Mange ville jo også mene at "Plan A" heller ikke ville kunne gennemføres!
  • 2 likes
Profil af Ida Henvig
Sendt af:Ida Henvig
for 10 måneder siden
Vi er faktisk mange her i Ordrup der ser frem til mere liv i området og glæder os til at badehotellet kommer, at der også kommer en restaurant. Vi håber de miljømæssige og frednings mæssige ting kan løses - de store problemer omkring Københavns havn/ bygning af Lynetteholm er af en hel anden kaliber, så lad os nu få et badehotel her, lad flere få øjene op for vores natur- perle
    Profil af Bente Ilsøe
    Sendt af:Bente Ilsøe
    for 10 måneder siden
    @Ida Henvig Der er masser af liv i forvejen her i Skamlebæk, nemlig med sjældne og sårbare dyr og planter . Mener du liv i forhold til en restaurant, så kan sådan en f.eks lægges i Ordrup By, der godt kunne bruge et løft. Der må ikke sælges ud af naturværdierne til fordel for en evt. indtjening, hvoraf nok ikke ret meget vil gå til lokale. Men lad tales ved når projektet er miljøvurderet og habitatvurderet i forhold til de stramme EU rammer, og når en spildevandsløsning er bedømt. En konsulentrapport anbefaler kloakering, og det er den mest driftssikre, miljømæssigt robuste og langsigtede løsning. Mon kommunen har råd til det? Det er et umuligt projekt som bør stoppes inden der spildes flere kommunale ressourcer på det, og inden stedet gror helt til i gyvel.
    • 3 likes
    Profil af Kirsten Miller
    for 10 måneder siden
    @Ida Henvig Vi er faktisk mange her i Odsherred, der ser frem til at de miljø - og fredningsmæssige problemer respekteres, så naturen beskyttes til gavn for alle.
    • 5 likes
    Profil af Kasper Miller
    Sendt af:Kasper Miller
    for 10 måneder siden
    @Ida Henvig Jeg kan faktisk godt lide tanken om et badehotel badehotel, men jeg forstår ikke valget af beliggenhed! Jeg synes personligt det virker absurd, at Odsherred Kommune bliver ved med “mose” på for at et badehotel skal ligge midt i et Natura 2000-beskyttet område. Et område, hvor der er gjort fund fra bronzealderen og hvor naturen er fredet. Hvordan kan nogen mene, at det giver mening at placere et badehotel i et område, hvor markfirben, flagermus, råvildt og sjældne sommerfugle lever. Et byggeri her vil utvivlsomt forstyrre naturen og forringe dens kvalitet - måske for altid. Rapporter peger på, at spildevandet fra hotellet vil forringe vandkvaliteten, hvis der ikke kan tilsluttes kloak. Det afslører den aktindsigt jeg har søgt og som ligger på sagen. Og så er det en bygherre og ejer, der endnu ikke har vist evne til at naturpleje den natur, han allerede ejer
    • 5 likes
    Antal likes i alt: 8, total dislikes: 0

    Del

    Sendt af

    Nuværende status

    foreslået