Annebjerg Stræde, Nykøbing, perspektivområde
Fra "Forslag til Kommuneplan 2021-2033"
Gå til projektet

Høringssvar fra Mosbyvej Grundejerforening
Vi sætter pris på at blive hørt i forbindelse med Kommuneplan 2021-2033. Ved at spørge borgerne sikrer man sig at der er opbakning til planerne.
Inden for kystnærhedszonen, hvor området er beliggende, gælder at der kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse.
Er det godtgjort, at der er en særlig planlægningsmæssig begrundelse for placeringen, da boliger vel ikke kan siges at være afhængige af nærhed til kysten? Er det godtgjort at boligerne ikke vil forringe oplevelsen af kystlandskabet med deres synlighed fra kysten?
Hvilke alternative udviklingsmuligheder udenfor kystnærhedszonen har været overvejet, og hvordan er de vurderet?
Området er allerede i kommuneplan 2017-2029 vedtaget som del af større sammenhængende landskaber (Egebjerghalvøen), som ikke må forstyrres af byudvikling. Hvorfor ændre på dette?
Prognosen for befolkningstilvækst i Nykøbing anslås til ca. 100 personer de næste 10 år hvorfor så tage hul på et attraktivt, bevaringsværdigt kulturlandskab som Annebjerg Stræde, når der allerede er boliger at få, og desuden findes adskillige andre ledige jorder, som ligger længere væk fra det beskyttede kystnære område.
Emner vi håber byrådet vil overveje inden beslutning:
Konklusionen i resuméet i miljøvurderingen, nævnt i kommuneplanen, bilag 2 s. 11: ”Området ligger i det kystnære herregårdslandskab Anneberg, hvor de karaktergivende elementer er store sammenhængende markflader, store bygningsanlæg og skovområder. Området er udpeget som et særligt sårbart delområde. Det kan ikke udelukkes, at byudvikling i området kan have en væsentlig påvirkning på det sårbare landskab”.
Landskabsanalysen udarbejdet af COWI karakteriserer området som et bevaringsværdigt og særlig sårbart kystnært område, med visuelle oplevelsesmuligheder og strategiske mål, der iht. analysen skal beskyttes. (s. 13 – 17).
Terrænet er orienteret ned mod vandfladen og skal i højere grad - snarere end mindre - friholdes for bevoksninger og bebyggelse mv. som bryder den visuelle sammenhæng.
Vedr. Annebjerg Stræde: Annebjerg Stræde er med sin unikke landskabelige, kulturhistoriske og biologiske værdi en levende kulturarv som skal beskyttes. Den øgede trafik i området som konsekvens af nye boligområder vil slide hårdt på Annebjerg Stræde og de fredede stendiger langs vejen, ikke mindst i en evt. byggefase.
Tilkørselsveje til de eksisterende boligområder i 3B28 bør ske fra Odsherredvej, og det bør tilstræbes, at der ikke bliver gennemkørende trafik, hverken fra Annebjerg Stræde eller Odsherredvej. Desuden vil en placering af tilkørselsvej til områderne placeret tættest muligt på Nykøbing understøtte handel i Nykøbing.
Sammenfatning: Vi ønsker, at områderne 3B33 og 3B32, især området beliggende mellem Hempel Glasmuseum, Annebjerg stræde og Mosbyvej, bevares som markområde.
Alternativt foreslås området udlagt til biodiversitet.
Mosbyvej Grundejerforening deltager gerne i udarbejdelse af masterplan for perspektivområde Annebjerg Stræde.
Med venlig hilsen
Mosbyvej Grundejerforening
